Konventum

Konventum er normalt et kursuscenter for LO, men det kan også lade sig gøre at leje et værelse der som privatperson.

Vi havde lejet et værelse for en enkelt overnatning, da vi ville op og se Kronborg. Det var i sommerferie perioden, så der var meget stille på hotellet, vi var nok omkring 15 personer på et center hvor der kan være over 300 personer, så man kunne godt føle sig lidt alene på det store område.

Parkeringen ligger på deres grund, men der er 3-4 min vandring op til hovedindgangen, området virker pænt og indbydende selvom der var en del byggerod pga. ombygning. Oppe ved receptionen blev vi taget godt imod af smilende receptionister, der bød os velkommen og fortalte om hvordan nøglekortet virkede og hvor vores værelse lå. Det var dog lidt forvirrende at finde ned til vores værelse, det lå ca. 300 meter fra receptionen, hvor man skal igennem en del forskellige gange, og første gang vi gik derned for vi vild, så det kunne være dejligt med et kort over området, eller bed evt. om at blive vist ned til værelset.

Rundt i bygningen er der mange små og hyggelige gårde med træer, blomster, springvand, borde og bænke, det er virkeligt hyggeligt og det virker som de små smukke gårdhaver man ser på film fra Kina, fredfyldt og afslappet miljø midt i det store hotel, vi har ikke set sådan noget på hoteller før, så det var en stor oplevelse at se.

Vi fandt vores værelse, et stort Deluxe værelse med spa, og den virkelig flotte udsigt over vandet til Sverige, når man så ud fra værelset kunne man se den store græsplæne med træerne i baggrunde der går ind mod hinanden men efterlader et stort åbent område med udsigten mod vandet. Sjovt nok, så senere på dagen, fandt vi ud af at det var en meget stejl bakke hvor der forneden lå mange store flotte villaer langs vandet, men de kunne slet ikke ses, og det kunne jernbanen der gik nedenfor heller ikke, vi kunne ikke høre når toget kom kørerende, på nær når det brugte hornet oppe ved banegården. Nå tilbage til værelset igen, i entreen var der 2 store skabe med masser af plads til tøj og sko, og selvfølgelig et langt spejl og knagerækker. Værelset var indrettet med stor dobbelt elevationseng, sofagruppe med sofabord, skrivebord, køleskab, pengeskab, fladskærms tv, designer lamper og stole, telefon og aircondition. Badeværelset var indrettet med et spa bad ( da vi havde valgt et værelse med det), stor brusekabine med en ordentlig bruser og glaslåge, en kæmpe vask, mange håndklæde, diverse shampooer, balsammer, sæber, hårtørrer og tabeletter til spa, og selvfølgelig et toilet.

Desværre så var vi lidt uheldige med det første værelse, telefonen, tv’et og boblebadet virkede ikke, så vi fik et nyt værelse, og desværre ikke med helt så god udsigt som før, nå men vi skulle også kun sove der en nat. Nu var vi der imens der var hedebølge over Danmark, og vi kunne ikke finde ud af at få aircondition til at virke, så vi gik en tur i stedet. Ud over den smukke udsigt, så har de også et stort grønt område med bålplads, kæmpe grøn plæne, fodboldmål, og skov ved siden af, så hvis du vil slappe af så kan det varmt anbefales i sommerferien hvor hotellet ikke er så overrendt af kursister.

Efter en tur ned i Helsingør by, så var vi tilbage på hotellet igen, en tur i spabadet i en halv time, og så ind og nyde en dejlig kold sodavand i sofaen. Senere tid til at sove, og her savnede jeg godt nok et tyndt lagen som dyne, jeg elsker dyner og dem her blev man helt væk i, men pga. hedebølgen sov vi uden. Om aftenen og natten, så var der godt nok stille, nu kommer vi fra storbyen og er vant til udrykninger, hurtige biler og larmende toge hele døgnet, så det var virkeligt stille og mørkt.

Næste morgen havde vi sat uret for at kunne få en masse ud af dagen, vi pakkede vores kuffert og lave alle de forskellige morgenritualer man plejer, og satte kursen op til deres restaurant. I sommerferien er morgenmaden inkluderet i prisen. Morgenmaden var en stor flot buffet med mange forskellige oste, pålæg, brød, æg, frugt og grøntsager, af drikkelse var der juice, isvand, kaffe, the og mælk. Så den store buffet havde alt hvad man havde lyst til. Fra restauranten havde vi den kønneste udsigt udover den store plæne og kunne se flere store skibe sejle forbi på vandet.

Da vi skulle til at afsted gik vi op for at tjekke ud, og her blev vi spurgt om hvordan vores ophold havde været, og der forklarede vi dem og hvor uheldige vi havde været med det første værelse, bestyreren kiggede på computeren og kunne se at der havde været nogle problemer med det første værelse, hvor efter vi blev tilbudt at få en god kompensation, hvilket vi sagde tak til.

Prisen for en enkelt overnatning på hotellet i dobbeltværelse med spa for 2 personer koster 1700 kr.. Det ligger i den lidt dyre prisklasse, men man får også meget for pengene.

Vores oplevelse af hotellet havde overordnet været god trods den uheldige start, og område var smukt og servicen god, så hvis man skulle give dem stjerner vil jeg sige at de godt kunne komme op på 9 ud af 10 stjerner.

Vi vil dog med det samme understrege at vi ikke er blevet sponsoreret eller at hotellet ved noget om at vi skriver om dem her på bloggen, det er kun hvad vi har oplevet og hvad vi vil skrive.

Vi kunne sagtens finde på at bruge hotellet igen hvis vi skal til Helsingør. Det kan varmt anbefales, og det tager jo kun 30-40 min at køre til København zoo hvor vi også skulle ind.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Hoteller Etiket: , , , ,